Fredericia, voldanlæg, historie og religion, april 2011.

Værtsparret, D. og Th., søsatte denne gang et nyt koncept, nemlig et træf med efterfølgende frokost i Strib. Da enhver vil indse, at der ikke kan foregå noget med fornuftigt indhold efter en sådan frokost, var vi tilsagt møde kl. 9:30 på en tågeindhyllet og lettere skummel P-plads (uden P-afgifter) allerede kl. 09:30. Efter at vi alle havde beundret Thorkilds lidt mindre, men stadig markante profil, gik vi i samlet trop til en café for at indtage kaffe, te og rundstykker - med smør og syltetøj.

Således vederkvæget mødtes vi punktligt med Ernst Boysen, vores guide for de næste to timer, og han levede så absolut op til vore forventninger. Ernst formidlede sin store viden om emnerne på en hyggelig, engageret måde, og det skinnede samtidigt tydeligt igennem, at han både holder meget af og er stolt af Fredericia.

Kort om Fredericia:

Fredericia (tidligere også Frederiksodde) er en by i Sydjylland ved Lillebælt med ca. 39.500 indbyggere (2010). Fredericia blev oprindelig grundlagt som en militær fæstning (læs mere nedenfor), hvilket i høj grad stadig præger billedet af den indre by - og grunden til vort besøg. Byens gader ligger vinkelret på hinanden (nord-syd og øst-vest), og Fredericias centrum omkranses af et af Nordeuropas mest velbevarede voldanlæg fra 1600-tallet, der kun kan sammenlignes med Fredrikstad i Norge.

Byen er et vigtigt trafikknudepunkt takket være en dybvandshavn og en stor banegård. Hvad angår gods, bruges Taulov banegård også meget.

Telegrafregimentet holder til i Fredericia. Fredericias byvåben viser en kronet løve, der holder et sværd i den ene forpote og en laurbærkvist i den anden.

Byens historie:

Baggrund for navnet

Christian 4. indså efter eventyret i 30-årskrigen og Wrangels uhindrede hærgen, at det var nødvendigt at bygge en stærk fæstning i Jylland, og at dette kunne kombineres med hans planer om en jysk storby Jyllands By.

Efter at Houens Odde var forkastet som mulig placering, blev Lyngs Odde valgt. Her blev anlagt en befæstet lejr med skanseanlæg, der i en halvbue strakte sig fra kyst til kyst. Imidlertid løb Torstenson nemt anlægget over ende, og det blev Frederik 3. der endeligt kom til at føre fæstningsplanerne ud i livet ved på rigsmarsk Anders Billes anbefaling at anlægge en flankefæstning på den ellers øde Bers odde.

De første år

Den 10. december 1649 blev de første praktiske skridt til anlæggelsen af voldanlægget i Fredericia taget. En tyskfødt adelig ingeniørofficer, Georg Hoffmann, fik af den danske Kong Frederik den 3. ordre til at tegne et kort over, hvordan en fæstning kunne bygges på den ubeboede og skovklædte Bersodde.

Den 15. december 1650 satte kongen sin underskrift på det dokument, der gav byen de første privilegier, og anlægget af fæstningen og byen kunne begynde. I 1651 navngaves byen "Frederiksodde" efter kongen, og 22. april 1664 fik den sit nuværende latiniserede navn, Fredericia.

Beboere lokket til

Året efter, i 1650 begyndte man at lokke beboere til den navnløse by - man var klar over, at det ikke var nok blot at bygge en fæstning. Der skulle også skabes en by med handel og fødevarer. Desuden skulle der helst være en havn, som kunne fungere som livsnerve. I de følgende år skrider arbejdet med at anlægge fæstningen frem. 

Fæstningsanlægget, som skulle komme til at dække et areal på godt og vel 100 hektar land, blev bygget på baggrund af utallige erfaringer fra flere europæiske lande. Fremfor at bruge stenværker, som man gjorde sydpå, anlagde man jordværker og vandfyldte grave, idet jordvolde er langt mere modstandsdygtige over for kanonkugler end stenmure. Og som noget nyt skabte man såkaldte bastioner, de blev på dansk kaldt bolværker. Bastionernes opgave var at sikre, at der fra fæstningen kunne skydes i alle retninger. Fæstningen Fredericia blev udstyret med 10 bastioner. Afstanden mellem bastionerne blev fastsat ud fra muskettens rækkevidde (ca. 250 - 300 m). Arbejdskraften blev tilvejebragt ved tvangsudskrivning af ca. 5.000 bønderkarle, soldater og straffefanger, der flyttede ca. 1 mio. m3 jord, hvilket selv efter nutidige forhold er kolossalt meget.

I løbet af 1650'erne rejste fæstningsværket sig rundt om den nyetablerede by, som efterhånden også blev beboet af flere og flere mennesker, og den 22. april 1664 fik den navnet Fredericia.

Der var i starten ikke mange, som var interesseret i at flytte til den nye by, og Fredericias voldanlæg var knapt færdig, før den svenske konge Karl 10. Gustav i 1657 lod sin hær vandre over det tilfrosne Lillebælt for at indtage den. Det var den krig, der kostede Danmark sine besiddelser øst for Øresund. Svenskerne indtog efter et par måneders belejring fæstningsbyen og holdt den besat  i halvandet år. Under besættelsen blev den totalt nedbrændt og ødelagt. Efter at svenskerne langt om længe forlod den hærgede by, ønskede Frederik 3. at genopbygge både by og voldanlæg.

Allerede i 1652 havde man nedlagdt tre landsbyer, Ullerup, Hyby og Hannerup, og flyttede beboere, huse og gårde samt en kirke indenfor voldene for på den måde at få byen beboet. Det gik dog ikke hurtigt nok, så kongen valgte at give vidtrækkende privilegier. Det betød blandt andet 10 års skattefrihed, fristed for tidligere straffede personer og ikke mindst religionsfrihed, der i særdeleshed tiltrak franske huguenotter og jøder. På daværende tidspunkt kunne man opleve landbrug og tobaksdyrkning indenfor voldene, der hurtigt fik en international befolkning og mange soldater. De fleste huse og bygninger lå omkring det nuværende Danmarksgade og Gothersgade, hvorimod der øst for Købmagergade og syd for Sjællandsgade stort set kun var landbrug.

Udfaldet fra Fredericia - 6. juli 1849

Under Treårskrigen mellem Kongeriget Danmark og de slesvig-holstenske oprørere, som blev støttet af Det Tyske Forbund, fungerede Fredericia som garnisonsby for den danske hær. Oprørerne begyndte i sommeren 1849 at belejre Fredericia. De gik i gang med at anlægge kanonbatterier, som skulle ødelægge danskernes muligheder for at forsyne fæstningen.

Derfor besluttede hærledelsen at føre hovedparten af de danske tropper til Fredericia. Dette kunne lade sig gøre, fordi Danmark stadig havde søherredømmet.

Natten til 6. juli 1849 angreb den danske hær de stillinger, slesvig-holstenerne havde opført omkring byen. Efter hårde kampe lykkedes det den danske hær at ødelægge store dele af oprørshæren.

Fire dage efter angrebet blev der aftalt våbenhvile med Preussen, hvilket gjorde, at krigen i denne omgang var slut.

2. Slesvigske krig

Efter nogle år med fred og fremgang i byen blev krigen i 1864 hård for byen. Det kom som et stort chok for alle, at preusserne og østrigerne kunne indtage Dybbøl, og hæren herefter flygtede til Fredericia. Dette var nu den sidste forsvarsbastion i Jylland. Krigsministeriet befalede dog general N. C. Lunding at rømme byen den 25. april, og fjenden indtog Fredericia tre dage efter. De fortsatte desuden hele vejen op gennem Jylland til Limfjorden. Der sluttedes våbenhvile i juli, og efter fredsforhandlingerne var overstået i oktober, lå grænsen til Tyskland nu syd for Kolding, blot 50 km fra Fredericia.

Moderne tid

Bastionen i Fredericia fortsatte med at have sin forsvarsmæssige betydning frem til 1909, hvor man nedlagde den ved lov. Dette betød bl.a. også, at man nu kunne bygge udenfor voldene, hvilket byen trængte stærkt til. Der var efterhånden blevet trangt i byen. Især området nord for voldene op mod den nuværende Indre Ringvej blev hurtigt opbygget, ligesom havnen blev kraftigt udvidet. Store industrivirksomheder som Shell og Superfos blev lagt på havnen, hvilket med tiden gav byen det uheldige prædikat at være Danmarks mest forurenede by.

Jernbanen var kommet til byen i 1866 med åbningen af Fredericia-Vamdrup banen, og 2 år senere kom jernbaneforbindelsen til Århus. Den første banegård i byen var en såkaldt rebroussementsstation, altså hvor togene ikke kørte igennem, men ind og ud fra samme side. Den eksisterer i øvrigt stadig i dag indrettet med kontorer på Oldenborggade 1. Der gik desuden en sidebane ned til havnen, hvor man kunne tage færge over til Strib og derfra fortsætte i tog hen over Fyn. Efterhånden som der kom mere trafik og ikke mindst godstrafik, besluttede man at bygge Lillebæltsbroen, der åbnede i 1935 sammen med nye sporarealer og en ny banegård i Jernbanegade. Adskillige danskere kender denne banegård ganske udmærket, da man tidligere ofte skulle enten skifte tog eller afvente andre tog her. Det er stadig i dag en af de vigtigste banegårde i Danmark.

Voldanlægget i dag:

Voldanlægget fungerer i dag som en enestående historisk by- og naturpark, der omkranser det indre af Fredericia og er som sådan et særpræget udgangspunkt for gåture og naturoplevelser midt i en by. Det strækker sig over cirka to kilometer.

Kilder: Ernst Boysen og flere hjemmesider, mest fra Wikipedias artikel om byen.

I Fredericia fejres 6. juli fest til minde om udfaldet fra Fredericia i 1849.

Efter en lille spadseretur inden for volden skiltes vi fra Ernst Boysen med tak for en fin rundvisning, og resten af dagen blev tilbragt hos Ladefogeds, der havde forberedt en formidabel frokost. Den foregik - ganske som under vore middage - under meget hyggelige former og et givetvis sundhedskadeligt støjniveau. Vi fik fulgt op på deltagernes små skavanker, hvor Svend for en gangs skyld ikke kunne prale med - trods alle odds - at have overlevet en alvorlig sygdom. Til gengæld tilbragte han en betydelig del af eftermiddagen på terrassen, inhalerende den ene Prince efter den anden. Det var derfor helt passende at han til evig arv og eje fik overrakt et hostende storrygeraskebæger.