Middelfart, den 17. april 2015. Billeder (? stk.), klik -> her.

OBS - lille brugervejledning til billedalbum (som er et fremskridt ved brugt af tablets og smartphones):

1. Siderne er opbygget med index-område á 9 små billeder til venstre. Når/hvis albummet omfatter mere end 9 billeder, som i dette tilfælde, kan man bladre frem i index'et og udvælge sig enkeltbilleder. Vigtigt: Billedteksten til det viste billede vises lige under index-området!

2. Det er lettest at bladre frem i albummen ved at pege med musen th. og ca. midt i det store billede - så fremkommer der et lille symbol for at bladre frem - og tilsvarende for at bladre tilbage. Det er ikke nødvendigt at pege direkte på disse symboler, bare de er synlige, kan man klikke.

Sessionens værtspar, Dorthe og Thorkild, havde denne gang arrangeret et besøg på det lokale sindssygehospital, hvor vi alle i varierende grad straks følte os hjemme. En mangeårig tidligere plejer, Margit Thede Jørgensen, fortalte med stor varme og dybt indblik om stedets historie fra oprettelsen i 1888 til lukningen 111 år senere i 1999. Sjovt nok kunne Birgit supplere med, at hun havde tilbragt noget af elevtiden på stedet og at de sandsynligvis havde mødt hinanden.

Nedenfor følger en beretning, som jeg rent ud sagt har hugget på nettet, men jeg synes den dækker besøget udmærket, og da ingen andre har villet lave referat, har jeg måtte gribe til fortvivlelsens selvhjælp... Skam jer!!!

Med opførelsen af Middelfart Sindssygehospital i 1888 var dårekisternes indelukkelsestid forbi, de gale var ikke længere syndige eller moralsk afsporede. De var nu patienter, der kunne helbredes med ro og retningslinjer - senere hen med chokbehandlinger, det hvide snit og psykofarmaka. Hospitalet er i dag lukket ned, bygningerne står som et stort og bombastisk erindringsmonument over psykiatriens historie og de skiftende syn på galskab og psykiske lidelser.

I 2014 modtog Middelfart Museum støtte til at udvide deres psykiatriske samling, der har hjemme på hospitalets gamle kvindefløj. Museumsinspektør Maiken Nørup vil bruge historien om stedet og psykiatrien til at skabe et fundament for en mere nuanceret offentlig debat om psykiske lidelser.

PRODUKTIVT ERINDRINGSSTED
Middelfart Museum vil bruge kulturstøtten til at udvide deres psykiatriske samling. Planen er, at de psykiatriske afdelinger i Augustenborg og Hviding i forbindelse med flytning overdrager deres samlinger til Middelfart Museum. Målet er at lave en samlet udstilling om den regionale og nationale psykiatrihistorie gennem de seneste 100 år. ”Jeg har en fornemmelse af, at interessen for psykiatrien vil udvikle sig i løbet af de næste år. Erindringen er ikke så lang indenfor psykiatrien, ingen patientforløb er ens, og alt bunder i subjektive oplevelser, så det er et svært og spændingsfyldt felt, hvor historien danner ramme for diskussionen”, fortæller Maiken Nørup.

Historien om psykiatrien kan være med til at højne vidensniveauet i den offentlige debat, mener hun:

”Jeg tror der er et stort potentiale i at bruge historien på en anden måde, end vi har gjort tidligere, da det er et neutralt rum. Når du taler om psykiatri i dag, så har du behandlere, psykologer, patienter, pårørende, alle har de hvert deres syn på psykiatrien. Der er mange forskellige måder at opfatte psykisk sygdom på, og der er mange holdninger til disse emner generelt. Alle har fx en holdning til medicinering og til tvang, og de fleste kan blive enige om, at tvang i form af fx bæltefiksering er en forfærdelig ting, men hvad er tvang? Hvorfor bruger man tvang? Bruger man mere tvang i dag end tidligere? Her kan et historisk perspektiv nuancere debatten.

Nogle af de tidligere plejere kan fortælle om patienter, der beder om at komme i bælte, fordi de simpelthen ikke kan være i sig selv, hvis ikke der er noget, som holder dem fast. Andre oplever det som en frihedsberøvelse og et overgreb”, fortæller Nørup.

INTET ER SORT OG HVIDT – HELLER IKKE INDEN FOR PSYKIATRIEN
”I det øjeblik at bæltet klikker så tænker jeg: Gudskelov, det er ligesom mine mors arme, der lukker sig omkring mig, jeg kan ikke forklare dig hvorfor, jeg kan endda tænke, hvorfor varer det så længe inden de kommer, og i det øjeblik jeg ligger der med bæltet omkring mig, der har jeg det, som om ingen kan gøre mig noget.” Sådan beskrev en ung kvindelig patient sin oplevelse af at blive bæltefikseret, da forhenværende plejer Margit Thede Jørgensen, der havde været med til at bæltefiksere hende, spurgte til oplevelsen.

HUNDREDEELLEVE ÅR
Hospitalet eksisterede i 111 år. Nogle patienter blev kaldt svingdørspatienter da de jævnligt kom ind og ud af hospitalet, andre var der i 30, 40 – 50 år. Murstensvæggene i Middelfart rummer et utal af menneskeskæbner: ”Dronningen kommer lort i min kaffe” sagde en patient indlagt i 1970’erne, én anden ”tog solen ned i 1974”, en tredje synes det var ”forkert at et sødmælksfranskbrød var et barn”, en fjerde kaldte plejerne for ”professionelle børnelokkere”.



”Det er ikke til at planlægge noget, når man ikke ved, om de idioter vil gøre mig til pave,” skrev en patient indlagt i 1980’erne. ”Børnene er hver nat forfulgt af dronningen og hendes embedsmænd i telepatien”, sagde en anden patient indlagt i samme periode.

”Blå = liv”

”Død = Gul” 

”Rød = formering” er et udsagn fra en patient indlagt i 1980erne.

Søren Ulrik Thomsen ville ønske, han havde forfattet det digt. Grænsen mellem gal og genial har til alle tider været svær at trække. At male og skrive – at skabe, var en stor del af behandlingen af patienterne, de mange efterladte journaler og kunstværker kreeret af patienter giver et indblik i de skæve eksistenser og deres snørklede tankevirksomheder. Skatte af sandheder som museet i Middelfart råder over.

AFSIDES RO OG NATURSKØNNE OMGIVELSER
Byggeriet i Middelfart bliver sat i gang i sommeren 1884, det stod færdigt i 1888 og blev et af de mest moderne hospitaler i Norden. Hospitalets midterakse bestod af administrationskontor, vaskeri, skrædderi, køkken og en stor hovedbygning for enden som indeholdt kirkesal og festsal, laboratorier, lægeværelser, tandlægeklinik, bibliotek og overlægens bolig. Mænd og kvinder havde hver deres bygninger, der lå på hver sin side af midteraksen og var fuldstændig ens. Byggeriet var inspireret af tanken om, at det var godt for patienterne at bygningerne var firkantede og regelrette, da for mange skæve kanter og kringlede kroge ville forstyrre patienternes i forvejen forstyrrede sind. Skiftet i opfattelsen af de sindssyge blev cementeret med bygningen af sindssygehospitalet.

Forgangsmanden for opbygningen af de psykiatriske hospitaler i Danmark var psykiateren Harald Selmer. Han havde taget et toårigt kandidatur på Sankt Hans Hospital i 1839 og var forfærdet over forholdene. I 1846 skriver han værket ”Almindelige Grundsætninger for Daarevæsenets Indretning, som fast Resultat af Videnskab og Erfaring fremstillet for det større Publikum”, her argumenterede han for oprettelsen af selvstændige hospitaler for de sindssyge og angav retningslinjer for hvordan de skulle indrettes.

Hospitalerne skulle være moderne, bekvemmelige og hygiejniske institutioner, og de skulle placeres langt væk fra købstæderne i naturskønne områder, i nærheden af vand og skov og med masser af udendørsareal:

”Rationalet var, at hvis man lagde et hospital inde i byen, så ville man kunne høre byens puls, og det ville være med til at stresse patienterne. Jorden omkring var lige så vigtig som bygningerne, man anlagde prydhaver, køkkenhaver og marker, som patienterne kunne dyrke og vedligeholde”, fortæller Nørup.

En del af behandlingen var, at patienterne skulle være virksomme, og hospitalet havde i mange år en stor grad af selvforsyning. Patienterne lavede havearbejde, dyrkede grøntsager, syede og lavede mad. Det var en del af helbredelsen, at patienterne skulle være aktive og produktive. ”I dag kaldes det haveterapi”, siger Nørup med et smil.

EN BY I BYEN
Hospitalet stod som et oplyst kæmpemonument med træk- og skyl toiletter, brusebade, karbade, egen vandforsyning i form af et vandtårn bygget til hospitalet, maskinhus der leverede gas-lys som oplyste lokalerne. Privilegier man ikke kendte til i Middelfart by, hvor skidtet stadig løb i gadens rendestene, og hvor man måtte hente vand på torvet, hvis man ikke var så heldig at have en brønd i baghaven.

Hospitalet var oprindeligt bygget til at huse 400 patienter, men blev gradvist udbygget, i 1960’erne, til 1100 patienter. Margit Thede Jørgensen var plejer på hospitalet fra 1962 til lukningen i 1999. Hun er i dag frivillig på museet i Middelfart og fortæller besøgende om sindssygehospitalet: ”I starten var det ikke svært at finde personale. Pigerne og karlene ude fra landet ville ind og se, hvad det var for noget, og tænkte, det måske var bedre end at passe køer. De fandt dog hurtigt ud af, at det ikke var helt så spændende. Som opsynspersonale skulle man leve og bo sammen med patienterne, man havde ingen fridag, og det var forbudt at gifte sig”, fortæller hun.

I 1911 fik de dog både fridage og gifteret, hvilket resulterede i, at der i de følgende år blev bygget boliger til personalet i udkanten af hospitalsparken.

Da hospitalet åbnede, var det hierarkisk opbygget med hensyn til privilegier og kost. Der var 1., 2. og 3. forplejning. 1. forplejning var for patienter, der kunne betale for hele opholdet selv, de fik lov til at indrette deres stuer og gå i eget tøj. 2. forplejning kunne delvist betale selv, mens 3. forplejning var betalt af staten og lå på stuer med otte til tolv patienter.

Personalet var ligeledes fordelt på de tre forplejningsklasser, overlægen var på 1. forplejning, læger og sygeplejersker på 2. forplejning, og plejerne og det resterende personale var på 3. forplejning. Maleren Krøyer var indlagt flere gange, han var en bekendt af overlæge Lange og var på 1. forplejning. ”Han fandt en dag på, at overtale de andre patienter på 1. forplejning til at gå ned med deres dessert og give den til patienterne på 3. forplejning, hvilket resulterede i at han næste dag blev kaldt op til overlæge Langes kontor og fik en reprimande,” fortæller Thede Jørgensen. Det var først i 1940, klasseopdelingen forsvandt.

OVERLÆGERNE OG VIDENSKABELIG UDVIKLING
I begyndelsen af 1900-tallet havde man ikke megen medicin til rådighed, det var mest forskellige beroligende medikamenter, som sovemedicinen Kloral og Medinal. I denne periode gjaldt det først og fremmest om at skabe retningslinjer og faste rutiner for patienterne. Op gennem 1930’erne begyndte man at udvide den medicinske behandling og gøre brug af elektrisk chokbehandling. Det hvide snit kom til Danmark i 1939, og i 40’erne og 50’erne brugte man behandlingsformen jævnligt. Så jævnligt, at intet andet land i verden har foretaget et så højt antal af hvide snit i forhold til befolkningsstørrelsen.

I 1930’erne var der 11.000 psykiatriske sengepladser i Danmark og halvdelen af patienterne var indlagt i mere end ti år. Sindssygehospitalerne blev betragtet som opbevaringssteder frem for helbredelsesanstalter. Elektrochokket og det hvide snit gav psykiatrien en ny form for videnskabelig anerkendelse - en af forklaringsmodellerne på de mange indgreb.

I 1952 overtager den unge læge Jørgen Ravn posten som overlæge på hospitalet. ”Han var fremadstormende og ville revolutionære systemet”, fortæller Thede Jørgensen. Da Ravn kommer til er der skodder for vinduerne der bliver lukket til når klokken er 16.00, så mørket fylder stuerne op. ”Jeg forstiller mig, at man lukkede dem for at få ro på afdelingerne”, siger Thede Jørgensen. Ravn søgte staten om tilladelse, til at rive skodderne ned og fik lov.

Gulvet på hospitalets stuer var bredbjælkede trægulve med render imellem og der var mange urenlige patienter, da Ravn overtog Middelfart Sindssygehospital sagde han, ”at der var en forfærdelig stank, værre end en svinesti”, fortæller Thede Jørgensen. Derfor ansøgte han endnu engang staten, om lov til at lægge linoleum på alle gulve i stedet for træ. ”Det var en helt fantastisk forbedring, han fik også lov til at sætte gardiner op på afdelinger, han forbedrede badeforhold og sørgede for, der kom varmt vand til alle afdelinger”, fortæller hun.

Da overlæge Ravn kommer til, er der høje murer rundt omkring hospitalets haver og en stor gitterlåge ved hospitalets indgang. Han sagde: ”Dem vil jeg have pillet ned, jeg vil have at vi skal nærme os samfundet udenfor, og samfundet skal nærme sig os”. Byens befolkning skulle have lov til at komme ind og nyde den smukke park. ”Pudsigt nok var det først op igennem 1970’erne, at folk begyndte at komme ind i parken, før det kom de kun, hvis de havde et specifikt ærinde her”, fortæller Thede Jørgensen.

I 1983 bliver det besluttet, at man skal kønsblande afdelingerne, der før havde været skarpt adskilt. Minerne var skeptiske på mande- og kvindeafdelingen: ”Her på vores kvindeside, sagde overlægerne: ”hvordan skal vi dog klare de store mænd” og det blev vi smittet af, og på mandesiden tænkte de ”puha, hvordan skal vi dog klare de hysteriske kvinder, så de var lige så kede af det som vi var, men det skulle vise sig at gå rigtig godt,” fortæller Thede Jørgensen og fortsætter: ”Mændene holdt op med at spytte på gulvet, og kvinderne begyndte at kigge sig i spejlet og tænke: ”Hvad med mit hår og min kjole”. Det eneste vi skulle passe på, var at de lå i de rigtige senge.” Mange af patienterne fik medicin, som dæmpede den seksuelle lyst, en af bivirkningerne ved psykofarmaka og andet antidepressivt medicin.

En smule revolution var der dog over kønsblandingen. En ældre herre der havde været patient i mange år på hospitalet, udvandrede i protest. Han kom aldrig tilbage, og man fandt ham senere død i skoven.

FORVANDLINGEN TIL ERHVERVSPARK
Den sidste afdeling på Middelfart Sindssygehospital blev lukket i 1999, og kommunen overtog bygningerne. Lukningen var et produkt af mange ting, startende med opfindelsen af psykofarmaka i 1970’erne, der førte til distriktspsykiatrien, hvor flere patienter kom i ambulant behandling hos egen læge.

Men også en hændelse i 1984 hvor en patient på en af afdelingerne fik et blåt øje, påvirkede lukningen af Middelfart sindssygehospital. Historien kom på forsiden af Ekstra Bladet, som gav hospitalet øgenavnet Gøgereden. Sagen førte til generalstrejke på de psykiatriske afdelinger i hele landet, personalet blev sendt på efteruddannelse, og hoveder rullede på høje og lavere poster.

Tja, det var da vist det meste, selv om dialogen med Margit Thede var meget bedre.

Efterfølgende viste det sig, at værtsparret havde forberedt en fremragende frokost samt sørget for dejligt vejr, som bl.a. kunne nydes på terrassen, og som indebar at Svend kunne ryge sine 10-15 smøger uden at fryse og samtidigt nyde udsigten til begge broerne - hvis han da ellers kunne se dem gennem røgen.

Vi siger tak til Dorthe og Thorkild for et fremragende træf, som desuden havde givet dem anledning til at ordne haven i en grad, som bliver svært at leve op til.