Strib - en guided byvandring den 3. oktober 2017.

Fotoalbum her. Tak til Erik for billederne fra frokostbordet. Vejledning til brug af fotoalbum (mest Svend) her.

Dorthe og Thorkild havde tilsagt os kl. 0945 i hjemmet til kaffe og et ukendt program, som Thorkild dog løftede sløret for: En tur i Strib med den fhv. zoolog og lokalhistoriker Søren Andersen, tidligere leder af Marsvinestationen i Strib (Det officielle navn var intet mindre end på fransk og lyder: "Station Oceanographique Anton Bruun". Hva'ba'). Søren var i fin form og fortalte - helt upåvirket af en kraftig og noget kølig blæst - om Stribs fremkomst, der faktisk er vældig interessant.

Strib deler i virkeligheden oprindelse med Fredericia, der blev anlagt i forlængelse af svenskekrigene i 1600-tallet, hvor Jylland blev hærget af udenlanske tropper, efter at Chr. d. 4. havde fået klø i 30-årskrigen (1618-48). Hans søn og tronfølger, Frederik d. 3. (regent 1648-70 og indfører af enevælden i 1660) iværksætter fæstningsbyggeriet. En stærk fæstning på dette sted ville få en indtrængende fjende til skulle forholde sig til risikoen for at blive afskåret og nedkæmpet i Nørrejylland, idet stedet kunne få tilført forsyninger af enhver art - herunder tropper - fra søsiden. Stedet hed oprindelig Bersodde, men blev naturligvis herefter kaldt Frederiksodde, senere latiniseret til Frederica. Lige overfor, på østsiden af Lillebælt i/på Strib odde, etableredes også et fæstningsområde, der så blev opkaldt efter Frederiks dronning Sophie Amalie, og derved kom til at hedde Sophieodde, hvad ellers?

Fredericia kom som bekendt til at spille en betydelig rolle i treårskrigen 1848-50 med udfaldet den 6. juli 1849, hvilket nu hvert år fejres i Strib den de 8. maj ved at Sophiæodde Saluteringslaug i Strib affyrer kanoner ud over bæltet - hvorefter de straks går over til indtagelse af mad og drikke i riiiiiiiigelige mængder, vistnok i 1848-uniformer med sabler og det hele.

Desværre endte den sejrrige treårskrig med en uholdbar fred, og næste runde, krigen i 1864, endte som bekendt med tabet af Sønderjylland helt op til Kongeåen, grænsen til Nørrejylland. Men på næsten magisk vis trak det gennembankede kongerige sig op ved hårene igen, ikke mindst i kraft af andels- og højskolebevægelserne, hvor landbruget lagde driften om fra kornavl til animalske produkter af høj kvalitet, der var stor udenlandsk efterspørgsel på. Samtidig hermed var der fuld fart (damp...) på etablering af et jernbanenet OG en ny stor udskibningshavn, ESBJERG, til afløsning af Hamborg og Kiel med videre, der jo ikke længere var tilgængelige, og i hvert fald slet ikke ønskelige.

Jernbanen Købehavn - Roskilde - Korsør - Nyborg - Odense skulle jo videreføres tværs over Jylland og slutte i Esbjergs nybyggede havn. Men hvor skulle Lillebælt krydses? Det lå faktisk allerede i kortene, at den fynske endestation skulle være Middelfart (Jespers amerikanske "mor", sagde en gang grinende, at hun kendte alt til small farts og big farts, men hun var ikke før stødt på en Middelfart...), hvorfra passagererne skulle færges til Snoghøj, hvor der allerede var en station. Men sådan blev det til Stribs store held ikke, takket være Orla Lehmann, ja ham fra grundloven af 1849. Han var nu amtmand i Vejle, og Fredericia lå jo i Vejle amt og var ret hensygnende. Orla Lehmann satte sig i spidsen for, at Fredericia skulle være et stort jernbane- og færgeknudepunkt samt have en stor militær kaserne - disse foranstaltninger ville jo give masser af arbejdspladser og en stor befolkningstilvækst. MEN så var de jo nødvendigt, at Strib blev den fynske jernbanes endestation og færgehavn. Orla Lehmann blev senere minister og fik udvirket en plan og lov, således at Rigsdagen i 1863 vedtog netop dette. I 1866 var anlægget i Strib med banegård og det hele klar til brug. Og at blive både stationsby og færgehavn det var = vækst og gyldne tider på alle hylder. - Dansk Jernbanehistorie har en interessant side om Strib Station med mange gode billeder.

Omkring århundredskiftet opstod ydermere den nymodens skik med landliggere og badehoteller (!), jo, der var kommet velstand i borgerskabet. Færgegården lige over for Sophieodde blev omdannet til "Badehotellet Strib Færgegård", og tæt ved blev der bygget en stor koncertsal, hvor landets ypperste kunstnere underholdt sommergæsterne. Desværre kom færgegården i en grim vane med at gå fallit og har siden ført en omskiftelig tilværelse som husholdningsskole, beslaglæggelse af tyskerne, hjem og arbejdsplads for Søs og Ib Drasbæk og nu opdelt i lejligheder.

Med åbningen af Lillebæltsbroen i foråret 1935 var de gyldne tider i Strib forbi - i det mindste i ganske mange år, indtil velhavere som vort værtspar rykkede ind i området, hvorefter det er mere mondænt end nogensinde før.

Således opmuntrede trak vi så småt hjem mod Kåsvænget, hvor Thorkild og Svend straks forgreb sig på nogle tyskerøl, mens vi andre kiggede nærmere på millionærghettoen Nørre Allé. Efter hjemkomsten sad vi drenge og udvekslede seneste nyt om vore legemlige svagheder, hvilket for mit vedkommende viste sig at være en tragisk fejltagelse, idet det senere viste sig, at Svend på det skammeligste misbrugte fortrolige oplysninger med henblik på at udlevere dem til almindelig hån, spot og latterliggørelse. Fy, Svend!

Med Dorthes traktement i form af en overdådig frokost blev der sat helt nye standarder for servering, i sig selv overmåde rosværdigt, men det kaster jo også af sig fremadrettet (som det hedder på nydansk), eftersom de kommende værtspar jo næppe vil stå tilbage herfor. Til Thorkilds ros skal det anføres, at der hverken var mangel på brændevin, øl eller vin. Tak til jer begge for et godt arrangement. Næste træf er hos Birgit og Erik den 3. maj 2018.

Efterskrift.

Søren Hechmann Andersen lod forstå, at han havde skrevet "noget" om Strib. En søgning på bibliotek.dk afslørede hurtigt to bøger:

Stribbogen - på opdagelse i det gamle Strib. Udgivet i Middelfart 1992, 93 sider. Bogen er tænkt som en guide til 5 kortlagte ture rundt i byen. Sørens uddannelse i bl.a. botanik og historiske interesse fornægter sig ikke. Undervejs på turene hæfter han sig ved huse, bygninger, installationer, gadenet, mindesmærker, sten, steder bevoksninger (træer, buske, fortove mv.!), beboere og - ikke mindst - husenes byggestil(-arter). Glimrende bog, hvis man er "stripper" (tø-hø) og ser gennem fingre med, at meget af beplantningen mv. jo har ændret sig siden 1992.

Strib - nu og før. Udgivet af Middelfart Sparekasse i 2009, 104 sider. Rimelig udførlig historisk (og geologisk) gennemgang, hvorefter stort set alle byens forhold og udviklingstrin beskrives - helt ned til "Sange om Strib". Faktisk en bog som enhver stripper (und'gyld) bør have. - Et fremragende afsnit (s. 34-37) er helliget "Byggestil gennem 160 år". Hvis man fatter interesse for "den slags", begynder man at se på en bys huse på en helt ny og mere spændende måde, jf. hans omtale af nogle af de huse, vi passerede på byvandringen. Jeg har fundet et link til emnet her.

Endelig lånte jeg af Dothe et hæfte, Historien om Strib. Udgivet af Strib Handels- og Håndværkerforening i 2001, 28 sider. Også udmærket med mange informationer, herunder illustrationer.