Tirpitz den 3. maj 2019.
Hvis du ikke kan vente: -> Fotoalbum.
Deltagerne fortjener stor ros for rettidig fremmøde trods stor afstand og forældede gps'ere! Vejret var blæsende, bidende koldt, garneret med hagl- og sludbyger, men også tilsat perioder med sol. Vi skyndte os derfor ind i den lune café til kaffe og boller serveret af stedets søde piger. Vejret indbød heller ikke til udforskning af stedets spændende og nu også verdensberømte arkitektur. For at bøde lidt på dette, har jeg tyvstjålet et billede fra A. P. Møller fondens hjemmeside:
Museet er næsten helt skjult i klitterne. Klik på billedet for større udgave.
Kilde: A. P. Møller Fonden.
Efter kaffen gik vi til den faste udstilling "Den skjulte Vestkyst", hver af os udstyret med en lille bluetooth baseret afspiller. Overalt i museet er der små brikker, der markerer, at afspilleren her kan aktivere en lydfil med en fortælling om det udstillede emne. Det virker - synes vi - overordentlig godt, informativt og passende i omfang.
Tidligere tiders barske livsvilkår med stormfloder, strandinger og smugling formidles levende og interessant. Bl.a. om det gamle, men nu forsvundne fiskerleje Sønderside. Midt i lokalet står en original, åben redningsbåd, der blev taget i brug efter at redningsaktioner i fiskernes egne både havde medført flere katastrofer med tab af mange menneskeliv.
Båden er det ideelle opholdssted, når der hver halve time afspilles en video på loft og vægge om forløbet af de sidste små 20.000 år fra slutningen af sidste istid til vore dages ferieliv ved Vestkysten. Forestillingen forekommer meget vellykket.
Næste permanente udstillingslokale omhandler Vesterhavets guld - rav. Der redegøres for, hvorledes ravet er opstået i forhistoriske nåletræsskove i et område nord for det nuværende Danmark for ca. 40 mio. år siden. Via ligeledes forhistoriske floder er det oprindelige harpiks ført rundt i et kæmpe område af Nordeuropa og især aflejret i Østersøen og Vesterhavet. Her er det gennem tykke aflejringer blevet udsat for enorme tryk, der sammen med de mange millioner år har forvandlet det til - rav. Rav er lettere end vand, og når det via storme og eller oprodning af havbundene bliver frigjort herfra, skyller det op på strandene, og så er der chance for at gøre spændende og værdifulde fund. - Desværre kan man nu "snyde", idet ravet let kan skelnes fra f.eks. sten vha. ultraviolet lys, så nu foregår ravjagten også fra 4-hjulstrækkere, der er udstyret med UV-spotlights...
Tredje afdeling af den permanente omhandler Atlantvoldens bunkeranlæg, herunder konstruktion og besætning. Mht. sidstnævnte indebar de mange tyske soldater og deres underhold samt fritid nødvendigvis masser af kontakt med danskere, herunder ikke mindst unge kvinder. Det kom der ganske mange forelskelser ud af - og graviditeter mv. Det var selvsagt ikke velset blandt de øvrige danskere, og da slet ikke efter krigens slutning, hvor der ventede et barskt opgør med dem. Akkeja.
En vigtig del af Atlantvoldens forsvarssystemer var minefelter på strandene og i klitterne.
Efter krigen ventede der et gigantisk og livsfarligt oprydningsarbejde med at fjerne minerne langs den jyske vestkyst, herunder også i lokalområdet, dvs. Skallingen. Minerydningen i Danmark i 1945-47 er temaet for en helt ny særudstilling. Den har fået navnet "Livsfare - Miner!" Særudstillingen er i direkte dialog med en dansk film, der havde premiere i december 2015, med titlen "Under sandet". Desværre er filmen - der fremtræder halvdokumentarisk - ikke sandfærdig på et meget vigtigt punkt: Det var englænderne og ikke danskerne, der indgik aftalen med tyskerne og "ansvaret" ligger derfor også der og ikke hos danskerne, sådan som filmen fremstiller det. Danskerne havde faktisk kun en rolle som observatører. I øvrigt må man spørge de (moralsk) forargede, om de ville have foretrukket, at danske unge mænd frem for tyskerne skulle have forestået rydningen - og med hvilken begrundelse? Læs Jyllands-Postens anmeldelse af udstillingen her. (Jeg har markeret de centrale dele af anmeldelsen med gult).
Efter to indholdsrige timer (godt og vel) gik turen til Esbjerg, hvor vi (dvs. Jytte!) havde forberedt en frokost, der blev vel modtaget, eller rettere indtaget, men hvor Jørgen løb ind i et helt nyt og uventet problem: Der var hverken alkoholfri øl eller sodavand nok! Har man kendt mage? Det er nu officielt: Vi er blevet gamle!